Lotte skriver om sin bedstefar

Min bedstefar

 

”En dag vil du glemme hvad han sagde og hvad han gjorde, men du vil aldrig glemme hvordan han fik dig til at føle”

Min bedstefar var en gammel mand da jeg var lille. Han gik med stok og havde beige tøj på og spiste lyst rugbrød og strøg sig over hovedet på en bestemt måde når han tænkte sig om. Men glimtet i hans øjne var ikke en gammel mands og derfor tænkte jeg heller ikke på ham på den måde.

Min bedstefar havde sans for detaljer, det smukke, og for humoren i begge dele. Han havde f. eks en lille signatur, der forestillede en mand med stok, en mini-tegning, der prydede de mange breve med  beretninger fra deres dagligdag og forestillinger om hvordan det gik os ovre på Fyn. Han kunne f.eks skrive ”Mon ikke I har været en tur ud at cykle denne weekend, jeg kunne tænke mig at….”Evne til at forestille sig hvordan vi mon havde det og samtidig berette om deres liv og hverdag i Årsdale, så vi kunne øve os i at gøre det samme…Det var i tiden med fastnettelefon og breve med levering næsten fra dag til dag, så søndag ved 18.30 tiden ringede man sammen for at gøre op hvordan ugen var gået og på den måde holde sig ajour. De mange breve fuldendte forestillingen om hvordan livet gik for sig.

Han ejede en ro, som han kunne få til at brede sig til sine medmennesker. På sofabordet i mine bedsteforældres stue stod et fad med inskriptionen fra de ”flittige elever” i 7. a og en sirlig dekoration der forestillede eleverne ved deres pulte. Jeg tænkte at det var så sødt og hyggeligt at de havde foræret ham denne gave, at de havde holdt meget af ham som lærer, siden de ville gøre sig denne ulejlighed at lade fadet fremstille. Hans ro inviterede også til at Norre Bakkes belle opsøgte huset og ringede på og spurgte Fru Jensen: ”Kan Jensen lege?” Det var sandelig ikke altid Jensen kunne det ifølge Fru Jensen! Hun kunne være ganske afvisende ved døren hvis Jensen var optaget af vigtigere sager. Men jeg tror at ”Jensen” til hver en tid ville mene at det var en vigtig sag at lege med bellene.

Hans kontor var centrum for hyggen. Fra det store skrivebord med de mange spændende skuffer havde han et godt kig mod haven og vejen. Kontoret havde en rar duft af cerut og gammelt træ og de mange bøger i hjørnereolen og kaktusserne i vinduet udgjorde et spændende univers af klogskab og historie.  Det var her, der blev spillet skak og kugler om aftenen og det var her der blev talt økonomi (for lukkede døre) og det var her min søster fik lært perspektivtegning, og det var her man kunne gå på jagt efter en bog at læse i de lange sommerferie-aftenener.

Efter juleferien 80/81 skulle jeg skifte fra 7. til 8. klasse, en beslutning der blev taget for at flytte mig fra en klasse, der var dårligt kørende og hvor der ikke var meget godt at sige om hverken læring eller trivsel.  I dag havde man nok flyttet mig til anden skole, men nu stod jeg altså og manglede et års indlæring i samtlige fag og skulle være klar til at hoppe ind i 8. klasse… Man har vurderet at det nok gik an i dansk, engelsk m.m. med i matematik måtte jeg gøre en indsats for at få et års pensum til at give mening i mit teen-age og ikke særlige matematik-mindede univers.  Kuren blev at jeg hver dag når frokosten var spist, skulle lave matematik med Bes.  Væk med ost og pølse og frem med passer og kvadreret papir. Det kunne lyde frygteligt, men stille og roligt fik han mig til at slappe af med sin kærlige tålmodighed og jeg husker det som om matematikken stille og roligt gled ned bid for bid som en del af den (forlængede) julefrokost.  Imponerede pædagogisk indsats, der fik det til at fungere jævnt og rimeligt men dog aldrig fremragende for mig i matematik.

Da min bedstefar i forsommeren 1984 var blevet syg, ved jeg at vi ikke rigtig forstod at han skulle herfra. Vi så ham ligge i soveværelset, gul i huden og syg, men forstod det ikke. Som den grundpille i vores univers, han var,  tænkte vi ikke over at dette nok var hans sidste sommer. VI løb ind og ud af huset som vi plejede og ned på klipperne og lege med bellene fra byen og kom ind med lidt skrammer på knæene og så til ham.

En stor tristhed greb mig da jeg så ham den sidste gang som afdød. Jeg husker at vi havde plukket blomster fra klipperne og taget med ind i kapellet for at sige farvel. Det var så uvirkeligt og sørgeligt og i alle årene siden, har jeg kigget ind mod det lille kapel ved Nexø Sygehus hvor jeg så ham en sidste gang.

Knap 10 år efter var jeg i praktik som jordemoder på Bornholm. Her havde jeg en ugentlig konsultationsdag netop i Nexø i et lille hus lige ved kapellet. For hver af de højgravide kvinder, der vaklede ind af døren, vendte den triste følelse sig til en accept af at livet går videre, og en dag på Rønne Sygehus tog jeg imod et barn hvis mor havde så gode minder om min bedstefar, der havde været hendes lærer.

Vi kom lidt i familie til den fødsel, moderen og jeg, og med tanke på ”Jensen”, min elskede bedstefar, var der kun blå himmel og udsigt til nyt liv i horisonten.