Hos mormor og moster Ester på Granly

Valborg Kofoed, født Landschoff. Født 1886. Voksede op på Kærgård i Vestermarie, ved Vallensgårdmosen tæt ved Ekkodalen og Almindingen. Gift med Peter Kofoed fra Engegård i Nylars. De købte Tvillingsgård, som de beholdt til Peter Kofoeds død i 1942. De fik tre døtre: Karen, Ester og Inger

Ester Kofoed, født 1911. Den mellemste af de tre Tvillingsgårds-døtre. Forblev ugift. Efter faderens død flyttede hun sammen med sin mor, og de drev den lille avlsbrugerejendom Granly fra 1944 til 1957.

Fra Tvillingsgård til Granly

Man kører fra Rønne mod Åkirkeby.   Ved ca 13 km drejer man til venstre ad landevejen mod Hasle.   Oppe til venstre ligger Tvillingsgård.  Her blev min mor født i 1910.   Familien bestod af far, Peter Kofoed,  mor Valborg og de tre døtre, Karen (min mor),  Ester og Inger  (Bjørns mor).   Dengang var det en stor gård med masser af folk på gården. 
Karen og Inger fik realeksamen,  uddannelser og mand og børn.   Ester elskede livet på gården,  men blev ikke gift.  Hun var forelsket i en af karlene på gården,  og havde hele udstyret parat i skuffen, men han var ikke fin nok for Peter Kofoed.   
Peter Kofoed,  min morfar,   døde i 1942,  kun 59 år gammel.  Jeg lærte ham aldrig at kende.   Mormor solgte gården og flyttede i 1944 nogle hundrede meter mod nord,  på den anden side banelinien,  til Granly,  en avlsbrugerejendom med omkring 9 tdr land jord og en lille skov.   Ester fulgte med,  og de to damer boede på Granly,  hvor de dyrkede jorden og passede
dyrene og havde en god tilværelse,    til 1957,  hvor de flyttede til Lobbæk.  

Granly sydfra. Den gamle jernbanelinie er lige passeret. Granlys marker til venstre og skoven bagved

Mormor og haven

Mormor stod for den store have.  Hun var 58 år, da de kom til Granly.   Hun var mild og god,  og vi elskede hende. 
I et brev til sin søster Karen skriver mormor:  "Jeg "nørler" jo lidt smaat, men jeg bliver ikke træt.   Esther tager som sædvanlig det store Læs".  

Vejret har altid været vigtigt når man arbejder med jord.  Mormor beskriver det sådan:
"Sol har vi næsten ikke set de sidste maaneder, bare Regn. Ja jeg kan ikke komme ud til Hønsene med Træsko,  der skal Gummistøvler til.  Men Esther har da faaet Roerne hjem.   Her er mange Roemarker der staar under Vand,  og efteraarspløjet har næsten ingen.  Ja galt er det naar vi faar for lidt Vand, men galt er det skam ogsaa naar vi faar for meget."

Fra min mor har jeg en lille stak breve fra mormor til søster Karen.  De er meget rørende. Find dem andetsteds på denne hjemmeside.  

Mormor i haven med de tre børnebørn, fra venstre Niels, Bjørn og Bodil. Billedet må være fra 1947.

Bjørn på Granly

Min famlie og Bjørns tilbragte utallige weekender og også mange feriedage på Granly. Ofte var begge familier der samtidig. Onkel Vagn og moster Inger med Bjørn, og min far og mor med Bodil og mig. Bjørn havde en speciel tilknytning til Granly, da han var født derude i de turbulente dage i maj 1945, da Rønne blev bombet af russerne og alle byens indbyggere blev evakueret.

Bjørn tilbragte nok flere dage på Granly end jeg.  Han kom også derud på rekreation efter en slem omgang halsbetændelse.   I et brev spørger Mormor bekymret søster Karen,  der var sygeplejerske:   "Kan man have Angina uden at have ondt i Halsen, det vil Du nok lade os vide ved Lejlighed.  Han lå hjemme 8 - 10 dage, saa kom han op til os paa Rekreation.  Han er saa nem og taalmodig at have."

Bjørn med Vaps!

Med toget

Indtil vi blev store, kørte vi med toget derud. DBJ, De Bornholmske Jernbaner, havde nemlig anbragt et såkaldt 'trinbræt' 150 m fra Granly, en slags 'ministation' bestående af et lille skur og en vinge man kunne slå ud, så toget standsede.
Vi stod på i Rønne Ø, og passerede stationerne: Robbedale, Køllergård, Nylars, Lobbæk og Smørenge, inden vi kom til trinbrættet, der hed Tvillingsgård. Næste stop var Åkirkeby, som var en vigtig station. Dels lå den midt på ruten Rønne - Nexø. hvilket betød at det var her,  togene ventede, så de kunne passere hinanden, og dels kunne man stå af i Åkirkeby og skifte til Åkirkeby - Gudhjem banen. Så der var liv på stationen i Åkirkeby.
Når vi skulle tilbage til Rønne søndag aften, kunne vi vente med at gå til toget, når toget mod Åkirkeby havde passeret, så vidste vi at der ville gå et kvarters tid, inden 6-toget kom den anden vej.
Trinbrættet ved Tvillingsgård. Billedet er fra 1968, det år jernbanen blev nedlagt.

Tvillingsgård trinbræt. 1947 eller 1948. Fætter Bjørn sidder og stirrer helt overvældet på lokomotivet i røg og damp. I dag har Bjørn bygget en imponerende modeljernbane!

Åkirkeby station. Man fornemmer, det er et STORT sted!

Onkel Vagn og far var begge lærere på Østre skole i Rønne.   De første mange år på Granly havde de en lænkehund,  Mads,   med eget hundehus. Den kunne ikke lide skolelærere,  den gøede i hvert fald når den så de to herrer.   Senere fik de mindre hunde man kunne lege med.  

Da vi børn voksede til,  tilbragte vi Granly-dagene med at udforske skoven,  staldene, loen,  høloftet,   kornloftet og alt det andet spændende.   Far og Vagn spillede nogen gange skak,  mens damerne hjalp Ester og mormor.  Søndag eftermiddag efter middagen med tarteletter og æblekage eller andre lækkerier gik vi ofte tur alle sammen, enten ud og se markerne,  eller lidt op ad vejen og ned mod Myreby og Kærgård,  hvor mormor var født.
   
En søndag i haven. De to herrer er onel Vagn (tv) og min far. Far har levet en 'fløjer' til mig. Mor står med søster Bodil, og mormor sidder med Bjørn. 1947. Fotografen er nok moster Inger.

Dyrene

Både de store gårde og de små ejendomme havde MANGE slags dyr.    Mormor og moster havde:

En hest, TULLE,  der vandt adskillige ærespræmier og 1. præmier på de årlige dyrskuer.   Tulle blev spændt for plov, harve,  såmaskine,  selvbinder osv og klarede markarbejdet.  Ester kørte med vogn og hest til byen og købte foderstoffer,  og en sjælden gang blev det til fornøjelsesture med den fine vogn,  der stod i vognporten.   Ester fik IKKE traktor.    Tulle stod bag i stalden,  og man skulle passe på,  den ikke sparkede.   Ester fodrede den med masser af roer,  og hun var i det hele taget stolt af Tulle,  med rette.
  
Ester og Bjørn i vognen med Tulle spændt for. Ca 1948.

Ester og Tulle på vej ud på marken. I 1957 var Tulle en gammel dame, men hun klarede stadig sit arbejde.

Rundt på Granly

Mormor og moster havde som regel tre malkekøer.   De blev håndmalket to gange hver dag.   Der gik nogle kalve,   en so med nogle smågrise.   Ikke nogen stor stald,  men stor nok for Ester,  der forståelig nok var træt om aftenen,   når hun havde 'syzlad å'.  
Ved siden af stalden var loen,  hvor foderet var.   Derfra kunne man komme på høloftet.   Bag stalden lå møddingen.   På billedet nedenunder er der fætter- og kusinetræf på vognen i nærheden af møddingen.
  

Hønsehuset. Det var mormor der havde ansvaret for det. Ingen burhøns her! Engang oplevede jeg, hvordan Ester SLAGTEDE EN HØNE med øksen. Det gjorde et meget stort indtryk på en lille dreng.

De sidste Granly-billeder

Ved konfirmationen i 1957 fik jeg tokroner nok til at købe et FOTOGRAFI-APPARAT.  En af de første film (med hele 12 billeder)  fyrede jeg af på Granly.   For Ester og mormor havde besluttede at sælge mit barndoms paradis og flytte til Lobbæk,  af alle steder.....
Gigten var begyndt at plage Ester,  og mormor var med sine 71 år ikke på toppen længere.   

Men her er nogle af billederne fra vores sidste dag på Granly.
   
Skovhjørnet med Granly i baggrunden.

Tænk at have sin egen skov! Granly skoven var vel 150 x 200 m, men stor nok til at være eventyrlig for tre unger.

Moster Inger, Mormor og moster Ester på Granly ved den 'fine' indgang, man næsten aldrig brugte.

Aakirkeby nr. 64 u

 

I midten af 50erne begyndte man at kunne få installeret en partstelefon, det vil sige at fire husstande delte en telefonledning til centralen. De fik det samme nummer og hver husstand fik et bogstav f.eks. 130x - de tre andre bogstaver var: y,u og v. Når man skulle ringe op, skulle man først lytte, om nogle af de andre brugte linien, derpå ringede man op til centralen og bad telefondamen om det ønskede nummer, derpå lagde man røret på og ventede på at blive ringet op igen og få forbindelsen til det ønskede nummer.

På Granly havde de nr. Åkirkeby 64 u.   På Myrebygård tæt ved Granly havde gårdejer Johannes Marcher nr.  64 x.  Hvem der havde y og v har jeg ikke kunnet opspore!  Men når moster Ester skulle have fat på dyrlægen i Åkirkeby,  ringede hun op og bestilte nr 1!  Klart,  dyrlægen var en vigtig person på landet. 

Partstelefonen blev af mange brugt til at være med på en "lytter", da samtalerne kunne aflyttes af de andre på den samme ledning, og meget sladder kom rundt på den måde.
Indtil ledningerne blev lagt ned i jordkabler, midt i 60erne, hang telefontrådene på pæle - en partstelefon med f.eks. 4 medlemmer havde to ledninger til centralen, og jo nærmere man kom på centralen, blev der flere tråde på pælene,  og i stille vejr kunne man høre trådene "synge". Efter en storm kunne alle ledninger være filtret ind i hinanden og samtalerne brød ind i hinanden.
De første telefonapparater var nogle store brune monstrummer der hang på væggen, telefonrøret hang i afbryderkrogen i højre side og i venstre side håndsvinget til at ringe op og af med. Øverst to klokker der ringede når der var en samtale og derunder en lille skrå skrivehylde.

 

Denne telefon ligner den de havde på Granly