Mors barndom på Tvillingsgård

Valborg og Peter med deres førstefødte, Karen. 1910

Min mor,  Karen,  blev født i 1910 på Tvillingsgård i Vestermarie.  

Hendes far, Peter Kofoed, var søn af Janus Sixtus Kofoed og fru Anine på Engegård, der ligger i Nylars sogn, ikke langt fra Lobbæk. I et brev til en fætter beskriver mor sin farfar som ’denne hårde bonde på Engegård’.  Hans kone, Anine,  var kun 17 år, da de blev gift. Man kan gætte på,  hvem der bestemte hvor skabet skulle stå i det ægteskab.    

De fik fire børn,  og de tre sønner blev alle landmænd som deres far:  

Peter, f 1882 var først forpagter på Eskildsgård i Pedersker,  og købte derefter Tvillingsgård,
  

Karl, f 1887,
blev gift md Ingeborg på Spidlegård  (den ligger der hvor Læså krydser landevejen Rønne – Åkirkeby,  på venstre hånd,  og er stadig i slægtens eje).   

Den yngste søn, Herman, f 1893,   overtog Engegård    
 

Datteren, Agnes f 1885 ,  blev ikke gift.   Hun kom til at bo i Rønne,  i en fin lejlighed i Hafniahus,   det på den tid mest eksklusive etagebyggeri i Rønne,  formet som et stort skib.  Det ligger der såmænd endnu, et godt stykke ude ad St.Torvegade.    Vi besøgte hende en gang om året og fik citronsodavand og skulle være artige.  Hun var kontordame i telefonvæsenet,  og det var ’lidt’ fint dengang.     

 

Peter og Valborg i 1934 ved deres sølvbryllup

Vestermarie-præstens sirlige håndskrift fortæller her om min mormors fødsel i november 1886.

Valborg

Karens mor var Valborg Kofoed, født Landschoff,f 1886. Hun var datter af Marcus Chr. Landschoff og hustru Olivia. De boede på Kærgård, der ligger i kanten af Kærgårdsmosen og Vallensgårdsmosen lige syd for Almindingen, i Ekkodalens forlængelse mod vest.
Olivia kom fra Køllergård,der ligger ved Rønne – Åkirkeby landevej ca 6 km fra Rønne som datter af Ole Jensen.

Marcus og Olivia fik 5 børn.4 piger: Karen, Martha, Elisabeth og Valborg samt sønnen Marcus,der overtog Køllergård hvor hans mor kom fra. Valborg blev gift til Tvillingsgård, Elisabeth overtog Kærgård med sin mand, Hans Ipsen, mens Karen og Martha ikke blev gift.

Flere af ovennævnte personer har deres egen plads andetsteds i krøniken.

Tvillingsgård

Der er to Tvillingsgårde.   Selvfølgelig…  Peter Kofoeds Tvillingsgård ligger østligst,  op til Åkirkeby – Hasle landevej.  Den anden ved siden af,  og den blev kaldt ’Jørgensen – Tvillingsgård'.  Det er her det store biogasanlæg er placeret i dag.     

Gården var stor efter datidens forhold,  nemlig på 50 tdr land   (= tønder)  svarende til 25 ha  (hektar)  Markerne strakte sig på den anden side af landevejen ned langs med Læså.  Jeg ved ikke,  hvor stor besætningen var,  men de har haft meget af alt,  en rigtig bondegård som dem man kan købe som legetøj,  og med dyr som i sangen ’Jeg en gård mig bygge vil’.  De havde karle og pige ansat i hobetal.  

Ester (tv) Karen og Inger

Børnene på Tvillingsgård

Peter og Valborg blev gift i 1909.   Året efter blev min mor født.   Ester kom til i 1911 og Inger i 1917.  Mor beskriver i ovennævnte brev til fætteren:  ’Det var et meget hårdt og uligevægtigt ægteskab for min stakkels mor,  og et meget utrygt hjem.  Heldigvis fik min elskede mor og hele familiens elskede mormor en række trygge år på Granly’.  

Mor fik børnelammelse  (polio)  som knap 10 –årig.  I de år var der flere polio-epidemier.   Polio er en børnesygdom,  der er særdeles smittefarlig,  og den kan bl.a. medføre livsvarige lammelser i leddene.  Den lille Karen blev isoleret i en stue på gården i flere måneder,  og familien hyrede en sygeplejerske til at tage sig af hende.   Men hun kom sig,  og eneste mén af sygdommen var en let trækken på det ene ben.  Ikke noget man kunne kalde et handicap. 

Hendes far var en hård hund,  der hersede med både familien og folkene på gården.   Han døde i 1942, af lungebetændelse,   for selv om han var syg,  måtte han ud og tjekke,  at hans folk ikke gik og drev den af ude på marken.  Det blev hans endeligt!    

Ester til hest foran Tvillingsgård

De tre Tvillingsgårde-døtre

Mor var bogligt kvik og blev sendt på Realskolen i Åkirkeby.   Der var ikke mange,  der gik i skole så mange år dengang,  og som man kan se på klassebilledet,  var det en lille flok.  
Ester var mere tiltrukket af livet på gården,  og det hun lærte der,  var sikkert lige så godt som at gå en landbrugsskole.  Hun fortæller,  at karlene lærte hende at ryge pibe allerede 12-årig!   
Inger,   syv år yngre end Karen,  var mere af et livstykke,  en rigtig glad pige, som ifølge min mor kunne sno sin far om sin lillefinger.  Hun tog realeksamen ligesom storesøster Karen,  og kom derefter på handelsskole.

 

Realklassen på Åkirkeby Realskole - 1927. Af de forreste piger er det Karen til venstre

Livet på gården

Selvfølgelig har livet på gården haft mange gode sider,trods den strenge far.Der har været plads at tumle sig på, der var mange børn på gårdene der dengang lå ret tæt, så de havde legekammerater i nærheden. De har kunnet hjælpe folkene på gården og har haft det godt med dem. Ind imellem var der fester og selskabelighed. Der var meget familie og gode venner på gårdene rundt om, og der var velstand.

En gang om året kom de fine hestevogne frem, og man kørte på ’landetur’. Ikke bare familien, men også de fleste af folkene. Min mor har beskrevet en tur, der gik helt op til Hammeren. Det var en lang tur. Hun huskede især, hvordan hun var så nervøs, når de store vogne skulle op og ned ad de store, stejle bakker mellem Rø og Olsker, de såkaldte ’brøddabakka’. Vejen ligger der endnu.Den gamle landevej med de flotte kilometersten. Og bakkerne er stadig stejle…..

Veninder. Det er lillesøster Inger til venstre, Karen nr.3 f.v, de øvrige Katrine og Ingeborg Kofoed og søstrene Stender. 1926 eller 1927

På latinskolen

Min mor kom på gymnasiet i Rønne,  på Rønne Statsskole,  hvor jeg selv har gået.   Mor gik på den sproglige linie.   Hendes yndlingslærer var frk. Ellen Noach,   der i forbindelse med dansktimerne også underviste i oldnordisk,  vikingetidens sprog.  Frk Noach var en kapacitet, hun skrev bl.a. en bog om det bornholmske sprog.  Men selv accepterede hun ikke,  at hendes elever brugte deres bornholmske  på skolen.   Når landbørnene begyndte på gymnasiet,   fik de klar besked på ’at aflægge de bondemanerer’.   Det er bestemt en af grundene til,  at mor fik overtalt far til,  at de talte DANSK til os børn,  mens de talte bornholmsk indbyrdes.  Jeg ville gerne have haft det bornholmske sprog mere med i bagagen hjemmefra.  
Mors latinbog  (Mikkelsen:  Latinsk læsebog for Mellemskolen, 1921)  har overlevet hende,  og den bruger jeg selv ind imellem,  når jeg får en latin-raptus.   Mor lod den indbinde, da hun blev pensioneret,  for nu ville hun læse sprog,   engelsk om mandagen,  tysk tirsdag osv.  Hendes forsætter holdt nu ikke så længe,  selv om stædighed var en af hendes 'dyder'.    

De sproglige studenter 1928. Karen står til højre blandt pigerne i bageste række. Pigen to pladser til venstre kunne være veninden Edith Kaltoft, senere Rassing. De var veninder gennem hele livet.

De sidste år på Tvillingsgård

Mor ville være lærer,  og hendes far betalte hele gildet.   Omkring 1930 ville mor give sin far en stor gave,  og i København  fandt hun en RADIO.   Sådan en nymodens ting havde de nemlig ikke på gården.   Mor fortæller,  at da han åbnede gaven og så hvad det var,  blev han aldeles rasende.  Han var ikke interesseret i sådan noget nymodens pjat,   det var ikke noget at bruge penge på.    

I 1934 holdt de deres sølvbryllup.   Peter var 52,  Valborg 48.   På billedet ser de unægtelig noget ældre ud,   med vore øjne.   Med sort tøj,   høj  hat.  


Sølvbrudeparret Valborg og Peter Kofoed

I 1942, 8 år senere døde morfar.    

 

At Peter Kofoed var en agtet mand ses af denne og de følgende avisudklip efter hans død. Du skal klikke på avisen for at forstørre den, så den kan læses-

Jordefærd.

I Gaar begravedes paa Vestermarie Kirkegaard Gdr. Peter Kofoed, Tvillingsgaard.

Kisten blev ført fra Hjemmet til Vestermarie Kirke, hvor et meget stort Følge var samlet, ligesom der var mange Kranse og Blomster.  
Efter Salmen "Lyksalig, lyksalig" talte Sognepræsten, Pastor Lund, ud fra Ordene i første Korintierbrev "Død, hvor er din Brod".

Sognepræsten karakteriserede afdøde som en dygtig Landmand, der særlig følte Glæde ved sit Hjem og sin Bedrift.  Der er derfor,  udtalte Sognepræsten, noget særlig  vemodigt ved, at han netop nu skulle bort, hvor alting frem efter den lange og kolde Vinter.  Det fremmyldrende Liv og Blomster, Græs og Korn, som netop han glædede sig saa meget over, kunde han ikke komme til at opleve igen.

Efter talen henvendte Præsten nogle trøstende ord til de efterladte.   Følget sang "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder", hvorefter afdødes nærmeste bar Kisten ud til Graven.  Her foretog Sognepræsten Jordpaakastelsen og lyste Velsignelsen, og Følgetsang "Ala staar i Guds Faderhaand",  hvorefter Lærer Clausen på Familiens Vegne bragte det store Følge tak for den udviste Deltagelse og udtalte et "Ære være Peter Kofoeds Minde.  

Denne nekrolog kan nemt læses, hvis du klikker og forstørrer den.

Et år efter morfars død  havde mormor solgt gården.   Nu begyndte hendes trygge år,  som har deres eget kapitel i denne historie.    Hun var enke fra 1942 til 1959.   De to sidste år boede hun med Ester i Lobbæk.  
Min mormor døde 30. januar 1959, på sin ældste datters 49 års fødselsdag.