Her en Melet kodriver. De er meget sjældne, og dem må man i hvert fald aldrig plukke.
Mor ønskede at blive lærer. Inspireret af dygtige lærer(inder) på realskolen og gymnasiet. Og tilskyndet først og fremmest af sin moster Karen (Landschoff), som hun så meget op til. Hun var
sygeplejerske i Aarhus. Hun er beskrevet andetsteds på hjemmesiden.
Karen blev på optaget på Zahles seminarium i København. Boede på pensionat. Her fik hun kost og logi og kunne koncentrere sig om læsningen.
Det er desværre begrænset, hvad jeg ved om hendes år i hovedstaden. Holdt hun sig på dydens smalle vej ? Ja, uden tvivl. Var hun flittig med studierne ? Ja, helt sikkert. Havde hun gode veninder
? Ja.
Fra Zahles seminarium ved Nørreport var der ikke langt ned ad Nørregade til universitetet. Her meldte mor sig til FILOSOFIKUM. Det var et tværfagligt fag med filosofisk / historisk indhold på ét
semester, og det SKULLE bestås, hvis man ville fortsætte studierne. Mor klarede det og bestod.
En dag hvor mor kom gående tilbage fra universitetet til seminariet efter en filosofikum-time, mødte hun seminarieforstanderen,
der belærte hende: Det ene må jo ikke forsømmes, når det andet også skal passes"
Håndarbejde var aldrig min mors stærke side, men hun nørklede flittigt med faget, og resultaterne
har nok ikke været så strålende. Men hun fik et mg+, svarende til et stort 7-tal i dag. Hendes kammerater fandt det alt for flot. Men hun har jo nok fået lidt for sin gode vilje.
Mange år senere
spurgte Annette hende, hvordan det var med hensyn til faget gymnastik på seminariet, for hun havde jo sit lille handicap. Det blev mor stødt over, for selvfølgelig var hun da med til gymnastik. Hun var et pligtmenneske,
og hun gjorde sig altid umage.
I faget naturhistorie (= biologi) som bestod af zoologi (om dyrene) og botanik (om planter), skulle de studerende (de blev dengang kaldt seminarie-elever) lave et herbarium.
Man skulle samle et vist antal vilde planter, presse dem og sætte dem pænt op med angivelse af blomstens navn, familie og findested. Mor gik meget op i det, og på en klassetur plukkede hun en blomst som stod så
nydeligt på engen. Men så var læreren der: "Men frøken Kofoed. Det skulle De ikke have gjort, for det var jo den sidste". Det glemte min mor aldrig, og det belærte hun de efterfølgende generationer
om. Meget fornuftigt og rigtigt!